Skjalm Hvide
På Store Plads ligger en af akademigrundens nyere bygninger, nemlig Skjalm Hvide. Bygningen er tegnet af BBP Arkitekter, og blev indviet d. 18. januar 2002.
Det er en lang bygning på ca. 100 m, og på de ialt 2800 m2 er der blevet plads til både boliger for alumner og undervisningsfaciliteter. I stueplan er der en stor kantine og køkken med udleveringskranke. Derudover er der en hverdagscafé for alumnerne og fleksible undervisnings- og multimedierum. På førstesalen er 28 elevværelser, fællesrum og kostlærerbolig.
Ved projekteringen blev der lagt vægt på, at bygningen ikke måtte dominere de øvrige bebyggelser på området, men den skulle alligevel have lov til at markere sig som et unikt, nutidigt byggeri. Derfor har bygningen fået en gesimshøjde, der er tilpasset bagvedliggende Rektorgård. Bygningens taghældning matcher den på Ny Alumnat. Huset er opført i håndstrøgne, filsede mursten i en farve, der er afstemt efter Mallings hovedbygning. Udvendigt markerer bygningen sig ved to asymmetriske vinduesrækker: i stueetagen med glaspartier i forskellige bredder og på førstesalen ved en varierende afstand mellem elevværelsernes identiske vinduer.
På det sted, hvor man opførte Skjalm Hvide, lå tidligere Sygehuset eller Infirmeriet, som det også blev kaldt. I en del år var der indrettet sygehus for skolens kostelever i den tredje pavillon, som lå ved kirken (læs mere under "Ingemanns og Molbechs Huse"). I 1860 opførte man en ny bygning til sygeplejen. Bygningen var tegnet af Christian Hansen, som også havde tegnet kirkens kapel. Her kunne kosteleverne blive passet og plejet under sygdom af en ansat sygeplejerske. Funktionen som sygehus blev nedlagt i 1991, og herefter fungerede bygningen i nogle år som skolens bogdepot. I 2000 blev bygningen revet ned, og erstattet af Skjalm Hvide.